Små jordbærtærter
Fik 4 store og 3 små jordbærtærter.
Jordbærtærter hører sommeren til., så for nogle måneder siden lavede jeg disse. Der findes ikke noget bedre end en lækker tærte med friske jordbær, svampet mazarinbund, og smagfuld vaniljecreme.
Dommen blev, at disse jordbærtærter var meget bedre end dem man får ved bageren. Lagkagehuset kom igen :D
Ingredienser
Mørdej
- ½ vaniljestang
- 40 g flormelis
- 60 g smør
- 20 g mandelmel
- 130 g mel
- ½ æg
- Lidt salt
Mazarinmasse
- 150 g marcipan
- 100 g sukker
- 65 g blødt smør
- 1½ æg
Vaniljecreme
- ½ vaniljestang
- 3 spsk. Sukker
- 1 æg
- 1½ dl sødmælk
- ½ spsk. Majsstivelse
- 1 dl fløde
Pynt
- 350 g jordbær
Fremgangsmåde
Mørdej:
- Bland kornene fra vaniljestangen med lidt flormelis.
- Ælt vanilje, flormelis, smør, mel, æg og salt sammen til en ensartet dej.
- Lad dejen stå på køl i en halv time.
- Rul dejen ud fór tærteformene med mørdejen. Stik huller i bunden med en gaffel.
Mazarinmasse:
- Tænd ovnen på 175 grader.
- Ælt marcipan, sukker og smør sammen.
- Tilsæt æg og pisk mazarinmassen luftig.
- Fyld mazarinmassen 2/3 op i tærteformene.
- Bag mazarintærterne i 20-25 minutter (Hold øje med hvornår kagen har sat sig)
- Lad kagerne køle helt af.
Vaniljecreme:
- Bland vaniljekornene med lidt sukker.
- Pisk vanilje, sukker og æg sammen i en gryde.
- Tilsæt så mælk og majsstivelse, og pisk det grundigt sammen med æggemassen.
- Kom den tomme vaniljestang op i gryden.
- Bring cremen i kog under piskning (Lad cremen tykne før du tager den af varmen)
- Hæld cremen i en skål (dæk overfladen med husholdningsfilm)
- Sæt cremen på køl indtil den er helt kold.
- Pisk den kolde vaniljecreme luftig igen og bland det med flødeskum.
- Kom vaniljecremen i en sprøjtepose med stor rund tyl.
Pyntning:
- Sprøjt vaniljecreme på mazarintærterne.
- Halver jordbærrene og kom dem på kagen